09.04.2025
Arctic Import og REMA 1000 sponsorerer grønlandsk pigehold til Dana Cup 2025
Arctic Import og REMA 1000 indgår nyt CSR-partnerskab med Dana Cup 2025 – Støtter grønlandske pigefodboldtalenter
Arctic Import og REMA 1000 har indgået et nyt CSR-partnerskab med Dana Cup, som sikrer, at endnu flere unge piger fra Grønland får mulighed for at opleve en af verdens største og mest anerkendte ungdomsturneringer i fodbold.
Dana Cup fortsætter sin indsats for at gøre ungdomsfodbold tilgængeligt for alle. I 2025 bliver turneringen igen d. 21.-26. juli samlingspunkt for mere end 34.400 deltagere, frivillige, supportere og dommere, når over 1.000 hold fra 50 nationer mødes i Hjørring til en uge fyldt med fodbold, fællesskab og oplevelser.
Som en del af vores fælles fokus på socialt ansvar, bæredygtighed og udvikling af unge talenter, har Arctic Import og REMA 1000 valgt at sponsorere et grønlandsk pigehold, der får muligheden for at deltage i Dana Cup 2025. Sponsoratet dækker deltagergebyr, kost og logi samt rejsetøj og sikrer, at holdet kan deltage uden økonomiske barrierer.
"For os handler dette partnerskab ikke kun om et sponsorat. Det er en investering i unge mennesker og deres fællesskaber," fortæller Henrik Kronborg, Salgsdirektør i Arctic Import.
"Fodbold skaber sammenhold og udvikler vigtige kompetencer – og samtidig er det en oplagt mulighed for at fremhæve vigtigheden af ligestilling i sport. Vi er stolte af at kunne give et grønlandsk pigehold muligheden for at deltage i Dana Cup og opleve et internationalt fodboldmiljø."
Dana Cup er en af verdens største ungdomsfodboldturneringer og en af de få, der samler spillere fra så mange forskellige lande. Turneringen tiltrækker også et stort publikum, hvor over 20.000 besøgende dagligt oplever atmosfæren på pladsen. Fodbolden er omdrejningspunktet, men Dana Cup handler også om at skabe livsændrende oplevelser for unge mennesker.
Med vores engagement vil vi i Arctic Import gerne vise, hvordan virksomheder kan gøre en reel forskel ved at tage ansvar for at skabe sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige muligheder for unge. Dette partnerskab er et eksempel på, hvordan erhvervslivet kan understøtte ESG-principperne og bidrage til de globale verdensmål gennem sport.
Vi støtter op om Dana Cups øgede fokus på CSR og opfordrer flere virksomheder til at tage del i denne indsats. Partnerskaber som dette viser, hvordan virksomheder kan gøre en konkret forskel for unge, samtidig med at de arbejder strategisk med ESG, bæredygtighed og sociale initiativer.
For yderligere information, kontakt venligst:
Arctic Import A/S
Henrik Kronborg, Salgsdirektør, Arctic Import
+45 41 99 63 56 / hk@arcticimport.dk